23948sdkhjf

Netsvindlere fortsætter år efter år

Det er svært at lukke en abonnementsvindlers hjemmeside
Hjemmesiden Lashplus har eksisteret i næsten 2 år. Her bliver velmenende danskere lokket til at købe et skønhedsprodukt til op til 49 kroner uden at kunne se tydeligt, at de samtidigt binder man sig til et abonnement på op til 499 kroner om måneden.

- Jeg er både vred og forundret over at se, de kan få lov til at fortsætte, fortæller Nina Almind Pedersen, der selv er blevet snydt af firmaet til Orientering på P1 .

Hun oprettede for et år siden Facebook-gruppen “Snydt af lashplus.dk” og har også politianmeldt firmaet bag.

I november 2016 lavede DRs forbrugerprogram Kontant et helt program om websiden. Her var konklusionen, at Lashplus ikke oplyste kunderne om, at de knyttede sig til et abonnement, når de købte et enkelt produkt.

Den metode er de fortsat med. Eksempelvis havde Bjørn Hallgrens kone for to måneder siden set en annonce på Facebook fra Lashplus med et tilbud på kun 19 kroner.

- Jeg kiggede tilbudet virkelig godt igennem. Jeg har arbejdet med data. Jeg passer altid på, når jeg er på nettet. Men der var ingen steder, hvor en klokke ringede, forklarer han til Orientering på P1.

Også han blev trukket igen efter en måned. Denne gang var beløbet 428 kroner. Hverken Nina eller Bjørn har fået deres penge igen fra Lashplus.

Lang sagsbehandlingstid
Politiet har en række metoder til at få lukket falske webshops.

- Såfremt der er tale om dedicerede falske hjemmesider, hvorfra der ikke leveres de bestilte varer, og de efterfølgende undersøgelser viser, at der ikke er realiteter bag hjemmesiden, kan siderne indenfor kort tid beslaglægges via en dommerkendelse, forklarer politikommissær hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet Frede Bisgaard.

Men det er langt sværere at gøre med en abonnementsfælde, hvor der rent faktisk bliver leveret en vare.

- Så er det den efterfølgende efterforskning, som afgør, om der foreligger en strafbar overtrædelse. Den efterforskning skal blandt andet kunne afdække, om der er tale om hvorvidt siden vildleder kunderne, således at de uden deres viden tegner sig for et abonnement, forklarer han til Orientering på P1.

Selv hvis politiet ender med at rejse en sag, så kan snyderiet i nogle tilfælde fortsætte.

- Selvom vi mener, der foreligger en strafbar overtrædelse, er det dog ikke ensbetydende med, at vi kan få hjemmesiden lukket, fortæller Frede Bisgaard.
Lashplus fortsætter bare

Brugerne på butiksvurderingssiden Trustpilot er nådesløse overfor Lashplus. Her er der afgivet 292 anmeldelser hvoraf de 285 giver den mindste vurdering - en stjerne. Men alligevel bliver folk ved med at hoppe i fælden.

På det seneste er Lashplus’ fremgangsmåde dog ændret en anelse. Nu bliver der ikke trukket beløb via kundernes kreditkort. Istedet har Lashplus vedlagt en faktura i pakken til kunden, hvor betalingen fra starten er overdraget til inkassofirmaet Arvato Finans. Beløbet er heller ikke kun fragten, som lovet, men det fulde beløb på 548 kroner. der nu vil blive indraget af inkassofirmaet.

Arvato Finans A/S bekræfter overfor Orientering på P1, at de har indgået et nyt kundeforhold med Lashplus og i starten af december sendt 500 fakturaer ud for dem. Dermed eksisterer Lashplus stadig i bedste velgående.

Fem dage efter fakturaerne var blevet sendt til kunderne havde inkassofirmaet modtaget de første seks indsigelser.

Orientering på P1 har kontaktet direktør i Lashplus Mathias Laurits Bo Jensen, men han meddeler skriver via sms, at han ikke ønsker at stille op til interview, fordi “jeg er ikke kæmpe fan af DR”.


SÅDAN SNYDER LASHPLUS
1. Lashplus lokker typisk kunderne ind via en Facebook-annonce, hvor de kan få en øjenvippeserum gratis, hvis de slår til nu. Kunden skal kun betale 49 kroner for fragten.

2. Kunden bliver fra facebook-annoncen, ledt hen til en hemmelig underside. På den side står det ikke synligt, at man nu siger ja til et løbende abonnement. Siden kan også være aldeles svær for kunden at finde tilbage til, fordi de kom ind via Facebook, og adressen på siden kan løbende ændre sig.

3. På Lashplus’ officielle hjemmeside, står der til gengæld tydeligt, at øjenvippeserummet koster 548 kroner om måneden og at det er et abonnement. På den måde kan Lashplus overfor myndighederne bevise, at de klart og tydeligt fortæller om abonnementet.

4. Undervejs i bestillingsprocessen fra den hemmelige side, accepterer kunden handelsbetingelserne. Dybt nede i dem står der, at “6.1. Ved køb af vores særlige kampagnetilbud bliver du automatisk tilmeldt vores abonnementsordning.” Dermed mener Lashplus, at de har retten på sin side.

5. Kunden får øjenvippeserummet tilsendt, og 49 kroner bliver trukket. Kort tid efter trækker Lashplus nu 548 kroner for “den næste sending”. I december gik Lashplus dog over til at få et inkassofirma til at opkræve deres regninger. Dermed kan kunden risikere at blive truet med at komme i registeret over dårlige betalere via inkassofirmaet, hvis ikke vedkommende betaler i tide.

6. Det er ikke muligt at finde et telefonnummer på Lashplus, de blokerer vrede kunder på deres facebookside, og de svarer kun en gang imellem på mail. Hvis man påstår, at man er blevet snydt, henviser Lashplus til handelsbetingelserne. Typisk betaler Lashplus ikke pengene tilbage.

Dette er en gennemgang af, hvordan kunden bliver lokket nu. Tidligere har det været andre beløb.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126